Rådhusparken

Afstand: 10.18 Km

Rådhusparken blev anlagt i forbindelse med opførelse af Aarhus Rådhus i 1942. Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller, som tegnede Rådhuset, havde i deres situationsplan også disponeret have- og parkanlægget.

Rådhusparken er beliggende på det tidligere Aarhus Søndre Kirkegårds areal, som fungerede i årene 1818 - 1926.

Åbent og lys park

Den største del af parken er åben med store træer, som står spredt i græsplænen ud mod Frederiks Allé. De ældste af træerne stammer fra kirkegårdens tid. Særligt kan lindealleen foran rådhussalen nævnes. I marts måned kan man nyde det overvældende syn af blomstrende krokus i græsplænerne.

Parken indeholder flere skulpturer

I Rådhusparken findes flere skulpturer og i den sydlige del af parken er samlet en række bevaringsværdige gravsten fra den oprindelige kirkegård. Et særligt åndehul i parken er Rådhushaven, der knytter sig tæt til Rådhuset. Det er en staudehave, der indbyder til ophold og hvor oplevelsen af blomster kan nydes.

Nyd forskellig vegetation

I 1999 er den omlagt til en lys og frodig have. Alle stauder og småtræer blev skiftet ud. Havens form og stierne i haven ligger imidlertid som de blev anlagt i begyndelsen af 40'erne. Rådhushaven består først og fremmest af bede med en bundplantning af stauder og forårsløg. Mod Rådhuset er plantet en ryg af rododendron. Sydbøg og magnolier er små træer, som er overstandere i bedene.

Nyd naturen og slap af

Haven er omgivet af store gamle lindetræer samt en enkelt hestekastanie og en ahorn. Forbilledet for den omlagte have er derfor skoven og dens lysninger. De anvendte stauder er planter, som hører hjemme i skovbunden. Blade og blomster er med få undtagelser holdt i grønt, hvidt og gult.
 
Rådhusparken er fredet i henhold til Fredningsbeslutning af 10. marts 1995 for Aarhus Rådhus med omgivelser. Der er offentlig adgang til parken hele døgnet.

Se, hvad andre deler på Instagram

#rådhusparkenaarhus #visitaarhus #visitaarhusregion



Opdateret af: VisitAarhus  | info@visitaarhus.com
Rådhusparken i Aarhus Fotograf: VisitAarhus
Efterår i Aarhus Fotograf: VisitAarhus Copyright: VisitAarhus
Rådhusparken Fotograf: VisitAarhus Copyright: VisitAarhus
Rådhusparken Fotograf: VisitAarhus Copyright: VisitAarhus
Rådhusparken Fotograf: VisitAarhus Copyright: VisitAarhus